Fredag d. 6. april 2012

Lille Tyksak i Berlin...

Jeg har været i Berlin utallige gange, så det betød rigtig meget for mig, at jeg skulle løbe mit første forsøg på en halvmarathon der.

Jeg vil understrege, at det var et forsøg og at jeg var gået lidt stille med dørene omkring det, fordi jeg rent faktisk kun havde løbet i ugen op til, dvs. min løbetræning var gået op fra 0 km til knap 20 km på en uge... og så skulle jeg igennem min marathon. Jeg vidste, at det var åndsvagt, usundt og dumt, men for min mentale sundhed følte jeg, at det var et must.

Succeskriteriet blev sat så lavt, som det kunne. Jeg skulle "bare" gennemføre. Min mor støttede mig i mit projekt, men nævnte ikke løbet for mine brødre, så en vis usikkerhed var der også for hendes side. Jeg landede dog i Berlin torsdag d. 29. marts og hyggede mig med min ven, som jeg ofte bor hos, når jeg er i Berlin - en dansker, hvis projekt er at blive en af verdens bedste jazz-musikere, men det er en anden historie.

Skæbnen var, at jeg boede på Berlins eneste bjerg - Prenzlauerberg :D - det var lidt en joke, for Berlin er som bekendt ret fladt. Om fredagen var jeg ude og løbe... jeg løb fra Senefelder Platz til Friedrichshain Volkspark, sådan i langt fra fugleflugtslinjen og endte i den store park, hvor jeg efter Peter Hooks anvisninger løb 30-20-10 i en halv times tid, hvorefter jeg begyndte at løbe hjemad. Det begyndte selvfølgelig at styrtregne, men da jeg var blevet drivvåd blev jeg nødt til at løbe videre i regnen for ikke at blive for kold.

Jeg må så også indrømme, at jeg ikke helt overholdte min ingen alkohol-politik, det er sådan lidt uforeneligt for mig - altså alkoholfri i Berlin, selvom det da også blev til en enkelt Radler (halvt øl og halvt sodavand) - og en alkoholfri øko-øl. Lørdagen gik, jeg spiste en lækker pasta-spinat ret aftenen inden og gik fornuftigt tidligt i seng... sov rigtig godt efter noget alkohol-øl og vågnede frisk og udhvilet, spiste lidt yoghurt med müsli, drak kaffe og bevægede mig i god tid mod Alexander Platz og til startområdet på Karl Marx Alle. Der var allerede rigtigt mange mennesker. Jeg havde taget min mobiltelefon med, så jeg kunne høre musik (måske så du mig endda, i Berlin, hvis du også løb? - den lille asiatisk tyksak med hvide store hørebøffer og five-finger-sko?) - og det var rart, da jeg var alene og ikke havde nogen at tale med.

Stemningen var fantastisk og det kunne jeg jo godt huske fra de små løb, som jeg har deltaget i - og det var fedt at komme i gang med at løbe. Vejret var fint - ikke for varmt, solen skinnede og jeg løb faktisk udmærket den første strækning - men da vi var kommet et godt stykke op af Unter den Linden kunne jeg godt mærke, at min højre lægmuskel begyndte at krampe. Jeg holdte der min første pause, forsøgte at gå eller humpe lidt og var lige ved at kaste håndklædet i ringen. Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg stod der, men begyndte så at småløbe igen, nu med musse-skridt og på den anden side af Brandenburger Tor, hvor jeg iøvrigt kom forbi en løber, som fik hjertemassage, gjorde det igen ondt, så jeg stoppede og tænkte... skal jeg opgive... men igen fortsatte jeg på nedsat fart og med små skidt.

Sådan kom jeg videre igennem Berlin - mit elskede Berlin - og selvom jeg langsomt blev overhalet af både gående og overvægtige pensionister, fortsatte jeg glad - igennem gader fyldt med musik og opmuntrende råb. Efter de første par vandposter besluttede jeg at droppe vandet, for jeg havde simpelt hen for svært ved at komme i gang igen med at løbe, når jeg stoppede for at drikke... så efterhånden havde jeg løbet 14, 15 km - og målet var til at overskue. Da jeg nåede en mand, som stod på hjørnet og råbte til mig, der er kun 2 km tilbage, begyndte jeg at smile og løb faktisk en lille smule hurtigere de to sidste km.

Jeg løb ind mod målstregen, smilende og opmuntret af alle de søde mennesker på vejen... og jeg fik hængt medaljen om halsen og derefter må jeg tilstå, at jeg knap nok kunne gå. Jeg fik dog hentet mine ting og vaklet ned på Alexander Platz, hvor jeg skulle mødes med en veninde, som lige var kommet med toget fra København, og jeg satte mig i kaffehuset under Park Inn og drak en stor fadøl, mens jeg var super lykkelig... og ja, jeg havde faktisk fældet en lille glædeståre og ringet til min datter og mine forældre.

Til information har jeg endnu ikke været ude og løbe endnu, men har gået en del... min tid hed 3 timer, 6 minutter og øh... 22? sekunder... og jeg kan jo godt regne ud, af at det giver absolut sneglefart. Da jeg læste tiderne i Berlin Morgenpost, kunne jeg faktisk ikke finde nogen andre, som havde gjort det så langsomt... og selvom jeg satser på at barbere en time af tiden til næste år, så er jeg lykkelig for, at jeg gjorde det - også selvom det var ganske sindssygt... Men det er der sommetider brug for.

Kommentar

1. Hook kommenterede...

Hvor er det fedt du gjorde det :o)

2 timer er vel et realistisk mål, men det kræver at du er diciplineret i din træning. I virkeligheden handler det vel om at du kan lide at træne, for hvis man betragter træningen som et nødvendigt onde er der altid undskyldninger for at springe over. det ved jeg fra mig selv :o)

Men virkelig super du har gennemført så langt et løb. det vidner da om lidt vilje !

Hvis du en dag støder på en lettere overvægtig og forpustet løber der giver high5 er det bare mig der ønsker dig tillykke ;o)

/Peter

2. Lille Tyksak kommenterede...

Hej Peter,
mange tak. Jeg glæder mig altid til den næste løbetur.

Kh
Susan
PS. Vi ses ;)

3. Kamp kommenterede...

Hej Susan!

Så fik jeg læst dit indlæg - og jeg blev nærmest lidt glad ;-)

Fedt at læse dine erfaringer fra Berlins gader. Jeg løb selv i Berlin sidste forår, og det er super med al den opbakning, der er til det løb.

Der er mulighed for forbedringer .... men det vil der helt sikkert også komme, når du træner lidt mere til det.

Fortsat go' træning.
Jens

4. Lille Tyksak kommenterede...

Hej Jens,
mange tak :) Og ja - jeg har gået rigtigt mange gange i Berlins gader, så det var fantastisk at løbe der.

God vind.

KH
Susan

5. Rabaldersnus kommenterede...

Det var da et fint mentalt projekt:) Du gjorde nok rigtigt i at holde lav profil inden start, så der ikke var andre forventninger end dine egne. Held og lykke med næste tur i Berlin med eller uden løb.

Navn
Hjemmeside
E-mail
E-mail adressen bliver ikke vist for andre
Husk mig
Kommentar

CAPTCHA Indlæs igen
Skriv tegnene, der vises i billedet ovenfor